Freetrailer
Freetrailer Group A/S Helårsrapport Q4 2022/23 (Cision)
Bestyrelsen hos Freetrailer Group A/S har i dag godkendt kvartalsrapport Q4 for regnskabsperioden 1. april 2023 – 30. juni 2023.
Q4 KONCERN NØGLETAL I DKK 1.000 (1. april 2023 – 30. juni 2023)
(i parentes angives tilsvarende periode sidste år)
- Nettoomsætning 20.614,5 (16.841,4)
- EBITDA 2.305,9 (3.647,7)
- Resultat før skat 1.225,0 (3.026,0)
- Egenkapital 29.669,0 (26.118,5)
- EPS (Earnings Per Share) 0,10 (0,23)
- Egenkapitalandel 65% (63%)
HELÅRS KONCERNNØGLETAL I 1.000 DKK (1. juli 2022 – 30. juni 2023)
(i parentesen angives tilsvarende periode sidste år)
- Nettoomsætning 75.104,8 (62.579,8)
- EBITDA 8.113,9 (12.511,4)
- Resultat før skat 5.654,2 (10.629,3)
- Egenkapital 29.669,0 (26.118,5)
- EPS (Earnings Per Share) 0,44 (0.85)
- Egenkapitalandel 65% (63%)
Udlejningsvæksten er i regnskabsåret 22/23 steget med 18 % til 907.874, hvilket er 137.588 flere udlejninger end i tilsvarende periode for 21/22. For Q4 alene steg antallet af udlejninger med 24% til 270.807 fra 218.480 udlejninger i samme periode sidste år.
Omsætningen er i regnskabsåret 22/23 steget med 20 % til DKK 75,1 mio. (26% til DKK 78,6 mio. opgjort i faste valutakurser). I Q4 udgjorde omsætningen DKK 20,6 mio. som er er stigning på 22,4% i forhold til Q4 sidste år.
Driftsresultatet (EBITDA) for regnskabsåret 22/23 udgør DKK 8,1 mio. – svarende til et fald på 35 % sammenlignet med 21/22. Tilsvarende er EBIDTA i Q4 på DKK 2,3 mio. et fald på DKK 1,3 DKK i forhold til Q4 sidste år.
Resultatet før skat blev på DKK 5,7 mio. i 22/23 mod DKK 10,6 mio. i 21/22 – svarende til et fald på DKK 4,9 mio.
For Q4 blev resultatet før skat på DKK 1,2 mio. mod DKK 3,0 mio. i Q4 sidste år.
Valutakursudviklingen i svenske og norske kroner har påvirket resultaterne for regnskabsåret.
CEO, Nicolai Frisch Erichsen kommenterer på rapporten:
”Resultatet for regnskabsåret 22/23 viser en stærk fremgang på omsætning, antal udlejninger samt antal udlejningsprodukter. Efter to skuffende kvartaler i Q2 og Q3 er Freetrailer tilbage på vækstsporet. Freetrailer leverede i Q4 en omsætning på DKK 20,6 mio. kr. svarende til en vækst på 22 % i forhold til samme kvartal sidste år, og vi begynder nu at høste frugterne af de initiativer, vi igangsatte i foråret 2023. Historisk høj brugertilfredshed, som følge af investering i vores kundeservice og servicering af vores trailere samt forbedringer af vores IT-platform, har medført øget kundeefterspørgsel og dermed medvirket til de flotte stigninger i udnyttelsesgraden af vores trailere,” siger Freetrailer Group CEO Nicolai Frisch Erichsen og fortsætter:
”Freetrailer indgik i april en aftale med IKEA Danmark om udviklingen af en ny egenproduceret Freetrailer E-bike. Cyklen er langt mere robust og nemmere at cykle på for vores brugere, og vi har store forventninger til vores ny E-bike, der havde premiere i forbindelse med åbningen af IKEA København den 16. august. Med udviklingen af Freetrailer E-bike går vi i samarbejde med vores partnere foran i skabelsen af en bæredygtig deleøkonomi i byerne.”
Forventninger til regnskabsåret 23/24:
”Freetrailer ser med stor optimisme frem til de kommende års fortsatte vækstrejse. En vækstrejse, baseret på yderligere ekspansion med vores stærke partnere på eksisterende markeder samt på etableringen af Freetrailer-konceptet på nye internationale markeder,” siger Freetrailer Group CEO Nicolai Frisch Erichsen.
Med +34 % vækst i antallet af udlejninger og en tilsvarende omsætningsvækst for de første to måneder i det nye regnskabsår, har Freetrailer fået en solid start på 23/24. Et ændret produktmix med flere E-bikes og åbne trailere øger udlejningsfrekvensen i sommerperioden, mens der forventes lavere udlejningsfrekvens i vinterperioden.
For regnskabsåret 23/24 forventer vi at opnå +1.135.000 udlejninger svarende til en vækst på mere end 25 %. Antallet af udlejningsprodukter forventes at runde +4.600 svarende til en vækst på 26 %.
Omsætningen i 23/24 forventes at stige til DKK 90 – 100 mio. svarende til en vækst på 20 – 33 %.
”Det er selskabets strategi også fremadrettet at finansiere væksten over selskabets drift. At være selvfinansierende er fortsat et vigtigt strategisk fokus hos Freetrailer. Investeringer i den nye IT-platform som forventes lanceret i 2024, øgede investeringer i det tyske marked samt investering i minimum et nyt europæisk marked vil øge omkostningerne i regnskabsåret 23/24. På den baggrund, med et klart fokus på de kommende års ekspansion, forventer vi at realisere et EBITDA på 10-14 mio. i 23/24,” siger Freetrailer Group CEO Nicolai Frisch Erichsen.
Denne information er information som Freetrailer har pligt til at offentliggøre i henhold til EU’s forordning om markedsmisbrug (EU nr. 596/2014). Informationen blev leveret til offentliggørelse via den angivne kontaktpersons repræsentant 31-08-2023 10:44 CET.